BOLLANI, BODILSEN OG LUND
Stefano Bollani (piano), Jesper Bodilsen (bas), Morten Lund (trommer)

Turneliste Bollani, Bodilsen og Lund
Musik & Sang Booking / Managament

Her har vi en trio af høj international klasse.

Deres koncerter i Danmark og udlandet er blevet rost til skyerne. De har spillet på flere toneangivende festivals rundt i verden – deriblandt den verdenskendte UMBRIA Jazz Festival i Italien, og de har også spillet for fulde huse på det legendariske BIRDLAND i New York. Deres plader har solgt i tusindtal – og deres seneste album GLEDA blev i 2006 nomineret til en Australian Bell Award for bedste internationale jazzudgivelse i Australien.

Den italienske himmelstormer, pianisten Stefano Bollani, den danske Django d´Or prisvinder, bassisten Jesper Bodilsen og trommefænomenet og Ben Webster Pris-modtager, Morten Lund fandt sammen efter Jazzpar-koncerterne i 2002, hvor de akkompagnerede den store italienske trompetist Enrico Rava. En dags prøve, to koncerter og fem timer i studiet, så var den første plade indspillet og Mi Ritorni In Mente jazzhittede både sydpå og i Danmark. Da trioen efterfølgende havde været på turnéer i både Italien, Frankrig, Belgien, Sverige og Danmark, var der heller ingen tvivl om, at samarbejdet skulle være af mere permanent art. Man behøver ikke være musiker for at kunne følge Jesper Bodilsen, når han siger: ”Det, der er så fascinerende ved at spille med Stefano er, at han er så tindrende musikalsk. Du ved aldrig, hvad der kommer. Du ved kun, at det er inspirerende. Han har evnen til at forene legen og humoren i sit spil med noget dybsindigt.”

En del af baggrunden for dette er givetvis, at Bollani altid har dyrket et bredt spektrum af musikalske udtryk. Med en klassisk uddannelse har han siden sin barndom spillet både jazz og popmusik og overvejede en karriere som sanger, og netop denne bredde og fordomsfrihed er noget, han deler med både bassisten Jesper Bodilsen og trommeslageren Morten Lund, to musikere, som i kraft af en halv snes års hyppigt samarbejde er blevet en eftertragtet rytmegruppe på den internationale jazzscene.

Var trioens første cd domineret af italienske numre og et mere standard-præget materiale, viste det afsluttende nummer, den svenske folkevise Liten Karin nye veje. Det var i høj grad den, der kom til at sætte retningen for repertoiret på den seneste cd GLEDA, da Stefano Bollani gerne ville spille flere skandinaviske melodier.

GLEDA er en udgivelse som man sagtens kan sammenligne med en klassiker som Jan Johansons Jazz På Svenska, hvor trioen formår at ramme en melodiøs og genkendelig fælles tone i en musik, der har det skandinaviske som fællesnævner. Det er lykkedes at ramme en smuk, frisk og nutidig tone i en pragtfuld klart defineret indspilning. Det er vidunderligt at opleve, hvordan disse sange behandles af en af af Europas store pianister, hvis baggrund ligger i en anden musikkultur, men hvis åbenhed og fordomsfrihed i samarbejde med danskerne fremkalder vidunderlige og overraskende facetter og ja, undskyld os …
mirakler! 

Hør og se gruppen/ Myspace
 www.myspace.com/bollanibodilsenlund

Stefano Bollani´s website
Stefano Bollani website

Musik&Sang Booking / Management
musang.dk